WHAT’S BAD FOR YOUR HEART -IS GOOD FOR YOUR ART
af Martin Strange-Hansen
-Interview med vinder af Pitch Me Baby 2014
Anna Emma Haudal, og producerne Victor
Cunha og Nanna Nyboe Tabor
TAKE BRINGER FRA TID TIL ANDEN SERIEN ”LEGATHISTORIER”:
Præsentationer af nogle af de projekter, der har nydt godt af Blankbåndsmidlerne, som Danske Filminstruktører uddeler til filmprojekter gennem blandt andet legatudvalget. Denne, anden artikel i serien, omhandler ”Sofa”, Anna Emma Haudals kortfilm, støttet gennem Danske Filminstruktører og
Danske Dramatikeres pitchkonkurrence ”Pitch Me Baby”.
Den første artikel i serien, Kathrine Ravn Kruses film ”Min far og mig –hvem fanden gider klappe?”, blev bragt i TAKE 68.
Sommerensomheden og surprisen
Det er hans fødselsdag, den dag han bliver 30. Som sædvanlig har han ikke tænkt sig at gøre noget ud af det, men det har Anna Emma. Hun har samlet alle hans venner og familie, som nu står og gemmer sig nede i gården for at springe frem og råbe “surprise” når han kommer. Der er skaffet øl, vand, kager og Anna Emma glæder sig til at se hans overraskelse, og hans smil, når han finder ud af hvem, der har arrangeret det hele.
I praksis er Anna Emma, hvad man kan kalde hans ekskæreste, for hun flyttede ud, lige før hun startede på Filmskolen, men det forhindrer hende vel ikke i at arrangere en god dag for ham? De har trods alt været kærester i seks år, og selv om det var rigtigt at flytte, kan Anna Emma mærke, at sommertomheden i København, har plantet et savn i hende.
“Jeg har stadig hans nøgler af en eller anden grund, så jeg skal op og forberede det hele. Hente en dug og dække op i gården, og så kommer jeg ind og ser, at der er to hovedpuder. Og det plejer der altså ikke at være. Og så ligger der faktisk også et lille kort og en fødselsdagsgave i vindueskarmen...”
Anna Emma stirrer på de fremmede objekter, som ligger og ser uskyldige ud i sommersolen. Hun kan mærke muskulaturen i benene begynde at sitre.
“Det er så en kærlighedserklæring fra en anden kvinde og jeg bliver så dårlig, at det hele ryster på mig, for jeg kan bare mærke, der er noget imellem de her to. Noget som har været der længe.
Og han har ikke sagt noget til mig om det, selvom….”
Blodet siver væk fra Anna Emmas ansigt. Ben og hænder ryster, maven knuger sig sammen og så kommer det: “Jeg kaster simpelthen op! Derinde i soveværelset! Ud over hele gulvet! Fordi jeg bare bliver så jaloux, og ikke kan styre mig og ryster og-og-og hans bror står nede i gården og venter med ølkasser, som skal ind og gemmes og sådan noget”.
Anna Emma betragter det overbrækkede gulv gennem en søjle af tårer, mens sandheden ætser sig ind i hende: Hun har mistet ham, igen.
Sofaen og søndagsfilmen
To år senere, i sommerferiens sidste weekender, står to unge skuespillere og sveder i opgangen udenfor lejligheden. Grunden til sveden er ikke den tørre sensommerhede, men den tunge slidte gulbrune sofa imellem dem, som de forsøger at bakse ned af trappen.
I nabolejligheden følges deres anstrengelser intenst på en monitor af Anna Emma. I stuen sidder en mand bøjet over en computer. Mo
vie Magics farvede blokke fylder skærmen. Bag ham, står en kvinde med sin hage hvilende på hans hoved. De mumler lydløst om de farvede blokke, og koncentrationen hos dem begge brydes kun kortvarigt da Anna Emmas begejstrede “Tak!”, gjalder gennem lejligheden. Victor og Nanna løfter blikket fra planlægningsprogrammet på computeren, og smiler ved synet af Anna Emma, der styr- ter ud til sine skuespillere i opgangen: “Marie og Patrick, det var simpelthen så fedt det der”, lyder det ude fra opgangen.
Oplevelsen fra det fejlslagne surprise party ansporede en ide i Anna Emma: Hun ville lave en film:
”en banal fortælling om kærlighedens uransagelige mekanik og om at give slip. En kvinde skal, med hjælp fra sin ekskæreste, flytte en sofa 800 meter fra deres gamle hjem til kvindens nye. Undervejs opdager hun, at han ser en anden. Jalousien gør hende i tvivl, og hun forsøger at vinde ham tilbage. Forholdets gode minder og tarvelige komplikationer udtrykkes meter for meter gennem fysisk udfordring og dialog. Parret når på turen med sofaen at blive kærester og slå op igen; af samme grunde som de fandt sammen og gled fra hinanden i deres forhold”.
Titlen skulle være “SOFA”, opkaldt efter filmens centrale rekvisit -sofaen. Det møbel, som på godt og ondt er rammen om et hvert parforholds forskellige faser.
Hele det der med at være gået fra en person -og skulle gøre det en gang til, syntes jeg simpelthen var så spændende!
“Hele det der med at være gået fra en person, og skulle gøre det en gang til, syntes jeg simpelthen var så spændende”! siger Anna
Emma og tilføjer, “Selvom, det syntes jeg nok ikke lige der”.
Ideen var Nanna med på. Hun er producer-
elev på den Danske Filmskole, og både ideen
og personen bag havde hendes øjeblikkelige interesse.
Nanna: “Til at starte med kom Anna Emma til mig med det som et projekt ude på Filmskolen, hvor vi havde tænkt, at det var noget, vi skulle lave kun i skoleregi”
“I skoleregi” betyder, lave den under den såkaldte “søndagsfilmsordning”, en pulje hvor Filmskoleelever kan ansøge om at låne filmskolens udstyr og få dækket produktionelle omkostninger på op til 5000 kr. Men med puljen kommer påbud om faggruppebrydende eksperimenter, og restriktioner omkring visninger, som ikke passede den film, de havde i hovedet:
Nanna: “Det handler også om at vide, hvor et projekt skal hen, og vi kunne ikke rigtig stoppe den ned i den dér søndagsfilmboks. Det kunne vi se ret hurtigt”.
Anna Emma: “Når vi kiggede på konditionerne for søndagsfilm, så havde vi for klar en idé. Vi ville gerne lave en film, frem for at det skulle være et eksperiment, hvor jeg kunne få lov til at eksperimentere med at instruere”.
Nanna: “Samtidig har en Søndagsfilm måske én visning, og så bliver den glemt. Og vi ville noget større med den”
Anna Emma: “Og det her er en festivalfilm.”
Søndagsfilmspuljens rammer passede altså ikke med ambitionerne for filmen, og da de begge på det tidspunkt var filmskoleelever, kunne de heller ikke vende sig mod New Da-
nish Screen for støtte til at få filmen sat i søen.
Anna Emma: “Men så fandt vi ud af, at der var noget der hed “Pitch me Baby”
Nanna: “Så fandt vi ud af, at der var noget der hed Pitch me baby, ja.”
Pitchen og Produceren
Projektet blev tilmeldt konkurrencen, det blev udvalgt, og i august 2014 stod en manuskriptelev ved navn Anna Emma på scenen og øste åbenhjertigt sin historie ud over jury og publikum.
Anna Emma: “For mig giver det så meget mening at fortælle en historie live. At finde den rigtige form på historien ved at fortælle den. For det bliver tydeligt for mig selv, hvad det er i historien, der ikke fungerer ved at fortælle den højt til andre. Det er ligesom, alting bliver meget mere umiddelbart, når man siger det højt, end når man sidder og skriver. Det værste er, når jeg begynder at tænke, før jeg fortæller. Det må jeg først gøre til sidst. Først skal det bare være et opkast, der kommer ud, og så bagefter må jeg finde ud af, hvad det dér opkast består af”.
Det er ligesom alting bliver meget mere umiddelbart når man siger det højt, end når man sidder og skriver.
To dage senere stod hun på podiet, som vinder af Pitch me Baby, med en pris på 50.000 kr. til sin ide. Men det var ikke kun penge til projektet, der blev sikret den aften. Det var også et fremtidigt samarbejde, for blandt tilskuerne sad Victor, juniorproducer på produktionsselskabet Filmmaker.
Victor: “Jeg blev slået helt om kuld af hendes takketale på Odense, og så tænkte jeg, hende dér, der er noget interessant dér. Hende skal jeg lege med på et eller andet tidspunkt”.
Victor kom nu ikke til at vente længe, for kort efter ringede telefonen på Filmmaker. I den anden ende af linjen var Anna Emma, som ville vende mulighederne for sit projekt med et produktionsselskab. Nanna: “Efter al den her snak om, hvor filmen skulle hen og hvad vores ambitioner var med den, stod det klart, at den ikke skulle laves på skolen”.
Samtalen blev hurtigt til et møde, som blev til et samarbejde, og det er derfor Victor og Nanna nu, et år efter Pitch Me Baby, sidder bøjet over Movie Magic, mens Anna Emma står og snakker med skuespillerne ude i opgangen.
“Det, som jeg var mest draget af var, at det udsprang af så personlig en historie”, siger Victor og tilføjer: “Her er en, der virkelig kender sit stof og hvis jeg har et spørgsmål, så ved jeg hun kan svare, fordi det kommer så meget fra hende selv. Det kan du bare mærke hele vejen igennem”.
Det tager dog et lille stykke tid for Anna Emma selv at mærke, hvad der er sket. Det er først på vej hjem fra Odense Filmfestival, at det for alvor går op for hende: Hun har vundet! Hendes lille historie om at miste sin kæreste for anden gang, har fanget an hos både jury og publikum. En historie født af opkastet i ekskærestens lejlighed.
“Det som jeg var mest draget af det var, at det udsprang af så personlig en historie” siger Victor og tilføjer: “Her er en der virkelig kender sit stof og hvis jeg har et spørgsmål, så ved jeg hun kan svare, fordi det kommer så meget af hende selv. Det kan du bare mærke hele vejen igennem.”
Nanna: “Også i forhold til location” griner Nanna: “Anna Emma ringede en aften til mig
og sagde: “Jeg vil filme i min ekskærestes lejlighed”. Hvor jeg var sådan -er det en god ide? Og hun “Nej det er det nok ikke, men jeg ringer lige til min gamle udlejer og hører”.
Anna Emma: “Og ok det måtte vi så ikke. Så jeg ringede til hans nabo istedet.”
Og det er så der de sidder nu. I naboens lejlighed. Samme opgang, samme etage, bare spejlvendt.
Prisen og Produktionen
Med pengene fra Pitch me Baby i ryggen havde trekløveret et fundament for filmen. Et fundament, som betød, at Victor og Nanna kunne koncentrere sig om, at skabe de bedst mulige produktionelle rammer for deres instruktør.
Victor: “Som producer, så skal vores arbejde ikke være at ringe rundt og spørge om vennetjenester men, hvordan vi kan sørge for at afspejle det, som vi gerne vil lave, når vi skal ud og lave producerarbejde på en større skala. Her vil man gerne fokusere på samarbejdet med sin instruktør, og det er der ikke plads til, hvis alt ens tid går på at ringe øl og sodavand ind”.
Nanna: “Pengene ligger gennem hele filmen, men det skulle heller ikke være en produktion, hvor der kunne lejes ekstra udstyr ind. Vi fik jo også støtte fra Filmværkstedet efterfølgende, så vi optog på deres udstyr. Så de penge fra Odense var ligesom startskuddet på alt det her”.
Efterfølgende modtog projektet også, ud over den nævnte produktionsstøtte fra Filmværkstedet og støtte fra legatudvalget. For Anna Emma betød det blandt andet, at der var råderum til, at hun kunne bibeholde sit høje ambitionsniveau for filmen, ikke mindst hvad angik holdsammensætning og spillere.
Anna Emma: “Jeg var ret bevidst om, at pengene skulle gå til produktion, især fordi jeg
gerne ville arbejde med nogle skuespillere, som kunne et håndværk, så det var ret essentielt, at de dér penge skulle bruges til at lønne dem. Også for at sikre, at et andet projekt ikke kunne tage dem”.
På projekter hvor alt er frivilligt, der får du bare ikke altid de mest motiverede folk på.
Nanna uddyber: “På projekter hvor alt er frivilligt, der får du bare ikke altid de mest motiverede folk på. Og vi havde et helt klart billede af, hvilket hold vi ville have”.
Finalen og fødslen
Sidste klap er gået. Ekskæresten kan købe en liter mælk uden at støde ind i Anna Emmas filmhold og den gulbrune sofa i sin opgang. Klip er lukket, musik og lyd er mixet, de rette nuancer af blå og brun er fundet i billederne og filmen har haft sin første offentlige visning på Odense Filmfestival i år.
Men selv om produktionen er slut, er en lille slat af pengene fra Pitch Me Baby stadig tilbage, og det er der en ganske særlig grund til:
Anna Emma: “Det her er en festivalfilm”
Victor supplerer: “Og det har været en disposition fra starten af. Så vi øremærkede simpelthen en del af pengene til at filmen skulle ses. Til at vi kunne sende den ud på festivaler”.
Nanna: “Og Anna Emma havde en klar liste af festivaler. Så vi havde en god forståelse allerede på manusplan om, hvad filmens efterfølgende liv skulle være”.
Undervejs i planlægningen af “Sofas” festivalstrategi, overvejede Nanna og Anna Emma, om man skulle lave forskellige plakater. For alle festivaler er forskellige, og har hver deres smags præferencer, og kunne man endda hjælpe filmens festivalliv endnu mere med plakater, som var målrettede de enkelte festivaler? Filmen er endt med en enkelt plakat, som klart kommunikerer filmens tema: Et par i en sofa. Hun på alle fire, læner sig over mod ham med en kælen attitude, mens han er ved at forsvinde. Helt i forgrunden, med ryggen til, står kvinden også, og med en malerrulle, er hun ved at male ham over. En mulighed Anna Emma sikkert gerne ville have haft, da hun to år tidligere står og ser sit opkast sive ned i gulvbrædderne i ekskærestens lejlighed.
Anna Emma: “Jeg tørrer brækket op og gør rent, og lader som om, jeg ikke har været der. Og så må jeg bare stå igennem hele den dér fest, den der aften velvidende, at han ser en anden. Og hele vennekredsen siger: ej skal I ikke finde sammen igen, skal I ikke være kærester”?
Og så må jeg bare stå igennem hele den der fest, den der aften velvidende, at han ser en anden.
“Jeg ender med at tage ud i et sommerhus med en veninde og hver gang jeg ser nogen, der holder i hånd eller kysser, begynder jeg at tude. Bagefter bor jeg i min venindes lejlighed, fordi alting minder mig om ham, og så sidder jeg dér, mens hun tager på tinderdate”.
Og mens Anna Emma sidder der, alene i venindens lejlighed, med ondt af sig selv og tårevædede kleenexer ud over gulvet, lægger hendes manuskriptlærer Lars Detlefsen en post op på Facebook, hvor der står “What’s bad for your heart is good for your art!”
Anna Emma: “Og jeg tænker “Tak Lars”!, og begynder at skrive ”Sofa”. Og så havde jeg en synopsis samme aften, som jeg sendte til Nanna. Nu var den der”!
