AUTEUR-
TEORIEN
Af Christian Braad Thomsen
Kommentar til seneste udgave af TAKE, hvor ’auteurbegrebet blev brugt bl.a. i en række interviews under temaet om ’One Vision.’
Den seneste snes år er auteur-teorien blevet et hadeobjekt i den danske filmdebat, skønt de færreste, der bruger begrebet, har nogen anelse om, hvad det egentlig dækker. Det gælder også Piv Bernth og Sven Clausen, når de i TAKE 69 mener, at ”vores tv-serier skabes i en samarbejdssituation og ikke en auteur situation. ” Så vidt jeg kan skønne, blev misbrugen af auteur-begrebet indledt af Henning Camre i hans tid som filmskoleleder og siden DFI-direktør
At operere med en modsætning mellem auteurs og samarbejde er absurd. Auteur-situationen er netop den mest perfekte samarbejds-situation, der findes! Lad mig dokumentere:
Auteur-begrebet betyder ikke, som de fleste tror, at instruktøren absolut skal skrive sine manuskripter selv, tværtimod. Begrebet er defineret af Francois Truffaut og kredsen omkring tidsskriftet Cahiers du Cinema, der fik afgørende betydning for ”den nye bølge” i fransk film. Og begrebet betyder, at instruktøren med sin særlige håndskrift udformer filmen kunstnerisk, uanset hvem der har skrevet manuskriptet. Cahiers-kritikeren og den senere instruktør Jacques Rivette sagde, at en auteur ”taler i første person. ” Og dog skrev Truffaut og Rivette aldrig deres manuskripter alene. De havde op til 3-4 manus-forfattere, samtidig med, at de formåede at sætte deres umiskendeligt personlige stempel på filmene.
Truffaut opdelte instruktører i ”metteurs-en-scènes”, som var håndværkere, og ”auteurs”, som var kunstnere. Et af auteur-politikkens vigtigste resultater var, at en række amerikanske instruktører, der hidtil af de fleste kritikere var blevet betragtet af som håndværkere, nu blev opfattet som kunstnere. Det gælder den betydeligste af dem alle, Alfred Hitchcock, der indledte sin karriere som manuskriptforfatter, men da han selv begynde at lave film, overlod han manuskriptarbejdet tik andre. Alligevel er man jo aldrig i tvivl om, hvem der er den egentlige ophavsmand til en Hitchcock-film.
Blandt de ”håndværkere”, som auteur-politikken også ophøjede til kunstnere, var så uforglemmelige instruktører som Howard Hawks, Douglas Sirk, Raoul Walsh, Nicholas Ray og Vincente Minnelli – netop fordi de forstod både at samarbejde og at sætte deres dybt personlige præg på filmen.
I polemisk og kortest mulig form definerede Truffaut modsætningen mellem auteurs og metteur-en-scènes således:
”Den dårligste film af Jean Renoir eller Howard Hawks er altid bedre, end den bedste film af Jean Delannoy eller John Huston.”
Misforståelsen af auteur-begrebet har bestemt sin store andel i dansk films ofte miserable tilstand, netop fordi den personlige håndskrift er så foragtet blandt dem, der sidder på produktionsmidlerne.
Hvis nogen måtte have behov for at vide mere om auteur-begrebet, henviser jeg til min bog ”Kameraet som pen” (Gyldendal, 1994), hvor jeg udfolder begrebet med udgangspunkt i de fem centrale ”ny bølge ”-instruktører Truffaut, Godard, Chabrol Rohmer og Rivette.