For det andet: Det føles åndløst at blive stillet spørgsmålet om mere og bedre kultur. Hvorfor ikke blot bedre kultur. Smukkere, vildere, dybere kultur. Kultur der forpligter sig til medmennesket. Hvis ministeren ønsker en spare-øvelse, så er svaret: bare tag pengene fra os. Med et snuptag, mens vi sover. Luk øjnene, slip rebet på guillotinen og se hvad der sker. Et grundvilkår for kunstnere er uforudsigelighed. Vi er trænet i at gå i gang uden at kende resultatet. Prøv det. Det vil også lette livet for mange af os, der slet ikke ønsker at slås indbyrdes om pengene. Det er uværdigt for mig som filmskaber at skulle kannibalisere om kulturpenge med teaterfolk, billedkunstnere, forfattere og musikere, når det jeg har allermest lyst til, er at kæmpe for deres ret til at få dem..
Når jeg afstår fra at komme med spare-idéer til ministeren, så er det fordi jeg er meget mere nysgerrig efter at vide, hvad ministeren ønsker af os, der skaber kunsten og kulturen. Og hvad mener alle de andre ministre og alle kulturordførerne og alle i folketinget? Hvad forventer I egentligt af os? Har I ambitioner med os?
Her til morgen gik jeg på nettet og fandt hjemmesiden på en af de store partiers kulturordførere. På hjemmesiden var en oversigt over ordførerens debatindlæg, men der var ikke et eneste indlæg om kultur. Altså: en kulturordfører, der ikke har skrevet et eneste debatindlæg om kultur. Hvorfor ikke? Gider de ikke, eller ved de ikke noget om det, de er sat til at være ordførere for?
Her er hvad jeg drømmer om:
Jeg drømmer om en kulturminister, der væbnet med kultur skyder sine værdier ind i forsvarspolitikken, bryder ind i udenrigspolitikken, og forstyrrer sundhedspolitikken med sit menneskesyn. En allestedsnærværende ånd, med et ulvehjerte, som byder ham at trænge ind og sprede sit budskab uden respekt for ressortområder. En der ser sammenhænge mellem mennesker som sin eneste pligt. Jeg drømmer om kulturordførere, der ved hvad en kreativ proces er, som ved at alle mennesker evner den og som befaler, at samfundet indrettes, så mennesker kan udfolde deres fulde potentiale.
Jeg drømmer om folketingspolitikere, der insisterer på at kunstnere skal eksperimentere, og om publikum der straffer dem, der ikke laver den store magi. Jeg drømmer også om modige kunstnere, der ikke kryber langs murene, hviskende, udskammede, som narkomaner og flygtninge, kunstnere som ikke venter på at læreren beder dem række hånden op, men selv kommer med idéer, der faktisk rykker og forandrer samfundet til et bedre sted.
I Rosenthal-eksperimentet fra 1963 blev to forsøgsgrupper givet en rotte og en labyrint hver. Opgaven var at få rotten igennem på tid. Den ene gruppe fik at vide at deres rotte var særligt hurtig og lærenem, Den anden gruppe fik at vide at rotten var standard, og hvis de bare fik den igennem, var det okay. Rotterne var identiske standard-laboratorierotter. Resultatet blev at den hypede rotte ilede i mål, mens taber-rotten lige akkurat humpede sig igennem. Det hedder ’expectancy effect’, og det betyder at forventninger påvirker resultatet. Forventer man noget af nogen, så præsterer de mere. Jeg ønsker mig at I, politikere forventer noget af kunsten og kulturen i stedet for at skære arme og ben af den.
Kulturministeriet er ikke et lille kontor for glasur på toppen. Kulturpolitikken er ikke en parkeringsplads for halvhjertede politikere, og kulturen er ikke det ekstra lag af fedt til de rige, der allerede har alt. Kulturen er forpligtelsen overfor medmennesket og det er måske det, vi mærker, når vi stilles spørgsmålet om at spare. Skal vi spare medmennesket væk?