Vi lever i en tid, hvor teknologisk udvikling i alle samfundets brancher går hurtigere end nogen sinde. Det gælder selvfølgelig også de medier og platforme, som filmen eksisterer på. Derfor bliver vi nødt til at tage stilling til, hvordan filmen breder sig ud over alle platforme - også dem, der bliver opfundet i morgen.

​

Filmskolens rektor, Vinca Wiedemann sagde det meget godt under en paneldebat til Filmskolens 50 års jubilæum: "Verdenen udenfor har ændret sig uendeligt meget, men filmbranchen ligner, på mange måder, stadigvæk sig selv; det kan jeg godt blive lidt skræmt over!"

​

Film har en teenage-søskende ved navn "Computerspil", som på trods af forskelligheder, suverænt er det medie, der ligner filmen mest. For ligesom filmen udtrykker computerspil sig i levende billeder og lyd, fortæller historier igennem handling og æstetik, og i stigende grad, også igennem skuespilpræstationer. I mange forskellige genrer - fra de hardcore kommercielle superheltehistorier til de smalle nicheoplevelser, alt sammen med det formål, at vække følelser i dem, som sidder på den anden side af skærmen. 

​

Men samtidigt med at spil på mange måder er tydeligt inspireret af filmen, er spil også helt sig selv: For denne teenage-søskende er født ud af den digitale tidsalder, og har sin eksistens igennem en konstant forandring af platforme, udviklingsmetoder og forretningsmodeller. Så måske computerspil kan lære filmen en ting eller to om at eksistere i dén digitale virkelighed. En mulighed for at udnytte film og spils ligheder, og samtidigt respektere deres forskelligheder, kunne være at tænke mere over, hvad også de ikke kommercielle projekter kan få ud af at dele en Story World; både kunstnerisk og økonomisk.

​

Men hvor skal pengene komme fra til at styrke dette søskendeforhold?

​

Et af svarene kunne være DFI, som er begyndt at tage de første skridt i den retning ved at etablere en ny tværmediel pulje. Den vil jeg her, til sidst, lade spilredaktør Simon Løvind fra DFI fortælle om.

​