SIMON LØVIND
Simon Løvind er redaktør på DFIs spilordning. Dertil har han været én af de ledende kræfter for at få skabt den ny tværmedielle udviklingsordning på DFI. (Redaktionen som vurderer ansøgninger til ordningen består yderligere af Ulla Hæstrup (Filmkonsulent, Børn & Unge) og Marie Schmidt Olesen (Projektredaktør, New Danish Screen).
Tommy har talt med Simon om visionerne bag den nye tværmedielle ordning.
THI: Der er rigtig mange ideer om, hvad crossmedia, transmedia og tværmedielle verdner er, og der er forskellige versioner af, hvad det kan være. I virkeligheden tror jeg, der er mange, der er interesserede i at høre, hvad det er for jer.
SV: Først og fremmest synes vi jo ikke, det er os, der skal svare på det spørgsmål. Vi synes jo ikke det er os, der på forhånd skal definere, hvad der er den rigtige eller forkerte tilgang til området. Vi har valgt at gå til det anderledes. Hvordan vi vil støtte, siger selvfølgelig noget om, hvad vi betoner som væsentligt. Men fordi vi er en del af Filminstituttet, vil vi støtte projekter, der har en filmisk komponent. Vi kan jo sagtens forestille os helt gyldige tværmedielle projekter og universer, der ikke har en filmisk komponent - det er bare ikke dem, vi støtter. Det er udelukkende et spørgsmål om fokus.
Originalitet, ekspansion og sammenhæng
Derfra har vi valgt at betone nogle kriterier i vores vurdering. Når vi nu ikke fortæller folk hvad vi kigger efter, vil vi derimod sige noget om, hvordan vi kigger på det. Derfor har vi efter en længere overvejelses- og afklaringsarbejde lavet tre begreber, vi finder væsentlige.
Men originalitet har også noget at gøre med en tydelig afsender og en stemme, der har noget på hjerte.
Det første er meget klassisk i forhold til, hvad vi lægger vægt på i alle støtteordninger herinde: Originalitet. Vi leder jo altid efter nye fortællinger og nye fortællemåder. Men originalitet har også noget at gøre med en tydelig afsender og en stemme, der har noget på hjerte.
Dernæst har vi et kriterium, der går ud på, at når nu man har valgt at arbejde i det tværmedielle, skal man kunne se, at universet
De forskellige komponenter skal have en samlet fortælling.
bliver udvidet i kraft af de tværmedielle. Vi kalder det ekspansion. Man skal udvide fortællingen. Der er jo også en masse muligheder for at tage eksisterende film og lave noget ved siden af, eksempelvis et markedsføringsværktøj, men der siger vi: Det udvider ikke fortællingen. Det kan godt være, at det har et tværmedielt aspekt, men det er ikke det, vi fokuserer på. De forskellige komponenter skal have en samlet fortælling.
Den sidste komponent er sammenhængen. Sammenhæng skal forstås på flere niveauer, men ét af dem handler om sammenhængen mellem dine platforme og din målgruppe, og din fortælling og dine valg af medieudtryk. Vi leder efter en naturlighed i sammenhængen mellem tingene. Risikoen er jo, at man kan lave meget konstruerede tværmedielle universer, som er meget tænkte og mangler den naturlighed. Vi betragter ikke argumentet at man kan lave noget, som et argument for at gøre det. Der skal være en indholdsmæssig eller målgruppemæssig gevinst ved at gøre det.
Et filmisk komponent
Der står direkte i kriterierne, at film skal være et bærende element.
Der står, at der skal være en filmisk komponent. Og vi har helt med vilje kaldt det en komponent. Det siger jo ikke noget om formatet. Vi har været meget bevidste om i processen ikke at gøre os for mange antagelser om, hvad formatet er. Og vi er meget bevidste om, at dette system, altså den tværmedielle udviklingsordning, vokser ud af filmstøtten. Så dem der arbejder inden for det filmiske område og ønsker at udvide deres horisont, har en mulighed for at få en støtte til at gøre det her. Men om det er animation, der indgår i en App, eller om det er dokumentariske videosekvenser, der ligner YouTube-klip, tager vi ikke stilling til. Vi skal bare se noget, der er i forbindelse med en filmtradition.
Mit yndlingseksempel, der kommer fra spilordningen, er, da den sidste filmaftale skulle udforme sig. Vi sad og lavede kriterier og vilkår for spilordningen, og vi skulle gøre os nogle forestillinger om mulige platforme. Det her er tilbage i 2009, og aftalen gjaldt til 2013, tror jeg nok. Et år efter vi havde siddet og lavet disse kriterier og vilkår, kommer iPad’en på markedet. Inden for den fireårige periode blev iPad’en dén platform, vi fik flest ansøgninger til, men den eksisterede ikke, da vi lavede det forberedende arbejde. Det lærte os fuldstændig tydeligt, at vi ikke skal gøre os for mange antagelser om, hvordan de forskellige medietyper bliver konsumeret.
Værkstedsbegrebet i det tværmedielle
Er det et opgør med værket i sig selv, når det holder op med at være mediet, det drejer sig om? Hvordan ser du et værksbegreb i en tværmediel sammenhæng?
Jeg har et bredt værksbegreb i forvejen, men for mig har værksbegrebet noget at gøre med den kunstneriske intention. Det er der, værket er defineret, og det er ikke bundet til mediet i min optik. Det kan sagtens involvere proces og andre elementer. Det er jo også derfor, at der i kriterierne står noget om en tydelig stemme. Jeg vil dog indskyde, at det ikke udelukker, at man eksempelvis kan lave en lille helstøbt perle af en kortfilm, der har klar værkkarakter i den traditionelle udgave.
Jeg har et bredt værksbegreb i forvejen, men for mig har værksbegrebet noget at gøre med den kunstneriske intention.
Det kunne være interessant at høre, hvad Jeres definition er på noget, der har kunstnerisk værdi?
.. kunstnerisk kvalitet for mig har noget at gøre med en stærk kerne- fortælling med en tydelig afsender, der har en intention om at ville sin omverden noget.
Jeg kan godt forsøge at give et svar, men jeg ved ikke, hvor godt det bliver, og det bliver nok ikke et svar, der er specifikt for det tværmedielle. Nu er der jo også en gradsforskel, for normalt taler vi om kulturelle kvaliteter, og så kan man også tale om kunstneriske kvaliteter, som er det, du spørger til.
Men kunstnerisk kvalitet for mig har noget at gøre med en stærk kernefortælling med en tydelig afsender, der har en intention om at ville sin omverden noget. Det kan have en undersøgende karakter eller en mere debatterende karakter. Det er også et spørgsmål om, at der er et helstøbt forhold mellem den grundidé, der bærer projektet, og de formvalg der er truffet, men også evnen til at organisere de formvalg. Man kan godt have en fuldstændig fantastisk idé uden at kunne gennemføre den. Det skal være en blanding af intention, æstetik og kompetence, men når de smelter sammen overbevisende, er det svært at diskutere.
Finansiering? - to niveauer af støtte
Nu er det her jo udviklingstøtte. Men Story World-baserede eller tværmedielle projekter kan være lidt svære at forudse. Hvis man kommer med en idé her, forventer I så, at man har en klar idé om, hvordan finansieringsprocessen skal se ud hele vejen igennem?
Det ville være for meget at bede om. Hvis man nu laver noget, der er sammenstykket af traditionelle medieudtryk, vil der jo til hvert enkelt medie være traditionelle finansieringsmuligheder. Besværlige, ja, det er vi klar over, men der er jo måder, hvor det kan lykkedes på. Dér hvor vi tænker, at vi kan gøre en forskel med begrænsede midler, er egentlig den tid og det arbejde, der ligger med at forberede universet, før det har fundet sin faste form. Det er jo klart, at hvis man i den tidlige udvikling ikke kender den faste form, kan man heller ikke svare på, hvordan det skal finansieres. Derfor har vi også lavet to niveauer af støtte, som er bundet op på forskellige krav. Man kan få en idéudviklingsstøtte, der kan være på op til 100.000 kroner. Det vil være bundet op på, at folk har en god og klar idé om et univers, men måske er de uklare på hvilke sammenhænge, det vil ind i. Vi forventer, at der er ideer til det, og der skal jo være et potentiale og noget, der er lovende. På den anden side er det også helt fint, at der er en stor usikkerhed, fordi det skal foldes mere ud.
På det andet niveau har vi ikke en beløbsgrænse, selvom vi også kan regne ud, at kassen hurtigt kan blive tom. Dette niveau kalder vi projektudvikling, og her forventer vi, at man har en meget klar idé om, hvad man vil lave. Derfor skal man demonstrere et aspekt af det. Det kunne eksempelvis være sammenspillet mellem et filmisk udtryk og en interaktionsform.
Hvis du nu kunne drømme, hvordan ser du det tværmedielle udvikle filmmediet?
Jeg håber da på at blive overrasket. Jeg har ikke en drøm om at blive bekræftet i en speciel vision. Men jeg drømmer jo om, at nogen kommer med en indlysende, men overraskende, idé. Vi sidder ikke og venter på det projekt, vi alle sammen har i hovedet.
I forhold til hvordan det kan udvikle filmmediet, håber jeg jo på, at det kan skabe større relevans. Relevans for dem der ser det. At det bliver mere nærværende og engagerende. Og i høj grad forventer jeg, at noget af det nærvær kommer af en større grad af engagement. Nu kommer jeg jo fra spilordningen, og det er i den digitale interaktive teknologi, at jeg ser nogle muligheder for at inddrage publikum i oplevelsen på et nyt niveau, som de traditionelle filmiske udtryk ikke er vant til.
Hvorfor er tværmedialitet vigtig?
Ha ha. Hvis vi ikke kan svare på det, har vi selvfølgelig et problem. Men der synes jeg jo bare, vi skal kigge på vores egne medievaner. Den måde hvorpå vi bevæger os frit mellem de enkelte platforme. Vi ser flow-tv, mens vi i øvrigt lige kører noget på de sociale medier samtidigt. Vi blander udtrykkene. Måske er en film lavet til biografen, men folk ser den i en hel anden kontekst i toget på vej til arbejde. Den måde vi som medieforbrugere oplever tingene helt anderledes på er vild spændende. Vi må finde nogle samtidige udtryk, der
Men jeg drømmer jo om, at nogen kommer med en indlysende, men overraskende, idé. Vi sidder ikke og venter på det projekt, vi alle sammen har i hovedet.